Produktion
Zinkstøbte personbiler blev fremstillet i skala 1:43. For busser og lastbiler var forholdet 1:50. Det var forskellige faktorer som var afgørende for, om en given model skulle sættes i produktion. Bilen skulle være populær og gerne lidt spændende, før den kunne komme i betragtning. For nogle modellers vedkommende var det også af betydning om man ved at genbruge den oprindelige grundform kunne skabe andre modeller. Dette gjaldt i særdeleshed for lastbilernes vedkommende. Et godt eksempel er Ford V8 lastbilen som sås med mange forskellige ladtyper: benzintank, vippelad, skraldecontainer, betonkanon etc.

Udgangspunktet for en ny model var en kopi af de originale konstruktionstegninger samt fotos og evt. opmålinger. Ud fra disse fremstillede man en håndlavet model i zink, bearbejdet og graveret omtrent som en skulptur. Ud fra denne grundmodel kopifræsede man en nøjagtig udgave i massivt stål. Stålmodellen eller ponconen som den egentligt kaldtes, blev herefter anvendt til at præge matricen (støbeformen) med. Dette foregik med et voldsomt tryk på 900 tons, og det skete da også at ponconen blev knust under processen, men så fremstillede man blot en ny ud fra zink-udgaven.

De tidlige Tekno-biler bestod oftest blot af en bund med to hjulaksler, et karrosseri, en rude samt to kofangere. Der anvendtes altså 6 eller 7 støbeforme til produktionen. De senere personvognsmodeller fabrikken producerede kunne bestå af 30-35 forskellige støbte dele! Et komplet sæt støbeværktøj til en enkelt Tekno-bil kostede i 1963 omkring 50.000 kr.

Når de nødvendige forme var fremstillet begyndte selve produktionen. Bilerne blev støbt i en speciel zink-legering på moderne, hurtige sprøjtestøbemaskiner. Når en afstøbning var lavet, blev den slebet og poleret. Herefter blev den sprøjtemalet med grundfarve hvorefter den blev ovntørret ved 200 grader. Modellen blev herefter vandslebet inden den endelige farvelakering.

Efter endnu en tur i ovnen blev modellen samlet. Rude, sæder samt evt. løs frontklap, bagklap og døre blev sat på plads, inden bunden med hjulene blev nittet på. Enkelte af bilerne var samlet med en skrue i bunden, men mange af Tekno's senere biler anvendte hverken nitning eller skruer men blev samlet og låst ved hjælp af løst indskudte dele.

Efter samlingen af modellen påførtes eventuelt transfers med bilmærke, firmalogo eller stafferinger. Tekno-fabrikken fremstillede selv sine transfers. I modsætning til f.eks. engelske Corgi anvendte Tekno i langt højere grad transfers til at fremstille store serier af reklamebiler med tekster som "Buko Ost", "Gillette", "Jyllandsposten", "Jolly Cola", "Fona", "Pre", "Lama", "Hjemmet", "Irma Kaffe", "Aalborg-Portland", "BR legetøj" og mange, mange flere. F.eks. er Tekno's kendte Folkevognsbus fremstillet i mere end 50 forskellige udgaver. De påsatte transfers skulle tørre i 12 timer hvorefter modellen blev kontrolleret og pudset af. Herefter var kun tilbage at pakke den i æske.

Tekno's emballager var prydet af smukke illustrationer ledsaget af interessante oplysninger om det pågældende køretøj. I begyndelsen var selve æsken ikke meget større end indholdet, men også her skete der en udvikling. De senere æsker var klart præget af stilen fra udlandet - det blev et krav at man kunne se, hvad indholdet bestod af. Dette problem løstes ved at udstyre æsken med en stor rude af klart plasticfolie og placere modellen på en forhøjning. Æsker af denne type var større og dyrere end de tidligere "lukkede" udgaver, og de præsenterede da også varen på en langt mere attraktiv måde.
Historie | Kataloger | Produktion | Spørgsmål | E-mail
Tekst & foto 1997-2000 Henrik Huus Mikkelsen